Flot debut til U17-spiller i svær kamp i Kvindebasketligaen

Hørsholms bedste kvindehold tabte 84-46 i weekenden mod de forsvarende DM-vindere BMS Herlev på udebane.

Ida Westphall blev topscorer med 23 point, Elena Carlsen scorede næstflest med ti point, mens U17-spiller fik en fornem debut.


Se head coach Jesper Krones vigtigste take aways fra kampen her samt en foreløbig opsummering på sæsonen:


1. Derfor gik det som det gik:

- Vi starter godt, og får nogle gode aktioner i både angrebet og forsvaret. Vi var oppe mod et hold, som er forsvarende mestre, og da vi løber tør for kræfter, så får vi svært ved at få de rigtige afslutninger. Det gør lidt ondt at se statistikken, men vi kæmper og fighter og bliver ved i 40 minutter, og det er jeg meget tilfreds med, men vi var oppe mod en god modstander.


2. Kronen på Værket: Flot debut

- Der er et par stykker. Vi bliver ved med at tage kontakten, og i statistikken har vi otte block shots. Så vil jeg også nævne, at vi har, at vi en debut i Elin, som ender med at score seks point i en meget flot debut.


3. Lang pause før vigtigt lokalopgør

I denne uge er der kamppause for KBL-holdet, da det danske kvindelandshold spiller to kampe i Danmark, mod Portugal onsdag og mod Tyskland på lørdag.

Her er Hørsholms Caroline Reumert i øvrigt med som reserve, mens P13-træner Pierre Müller er holdleder for landsholdet.

Hjemme i Hørsholm Hallen bliver det en velkommen pause for KBL-holdet, lyder det fra Jesper Krone.



- Vi har også brug for at få ladt batterierne op, så det er rigtig fint. Netop Sisu har vi vundet imod i denne sæson, og de har også tid til at arbejde med nogle ting, så vi skal arbejde godt hen mod det mål. Kan vi komme med den energi, vi har haft i de sidste kampe, og kan sætte fire gode perioder sammen, så skal det nok blive en god kamp for os, siger han.


4. Sæsonen so far: Som forventet

Efter holdets første ni kampe ligger Hørsholm på sjettepladsen i landets bedste række – ud af syv hold foran Sisu i en række, som ser ud til at være knækket over med Aabyhøj, Skovbakken og BMS i den øverste ende og Sisu, Hørsholm og Falcon i bunden.

Jesper Krone er ikke overrasket over placeringen.

- Jeg havde ikke forventet, at vi havde ligget højere i tabellen. Vi har et ungt hold, og vi har mistet to primære spillere fra sidste års hold, men vi bygger på, og bliver bedre og bedre, men der er jo helt klart ting, vi stadig skal arbejde med, siger han.


Næste kamp mod Sisu spilles 25. november hjemme i Hørsholm Hallen kl. 18.30