Head Coach Jesper Krone beretter om et ungt Hørsholm 79’ers KBL-ligahold, der fik vist enormt meget energisk spil.
Lørdag 3. oktober mødte Hørsholm 79’ers flagskib, Hørsholms bedste kvindehold i Kvindebasketligaen hjemme Sisu i Hørsholm Hallen.
1. Derfor gik det, som det gik:
”Vi ender med at slå Sisu med fire point. Det var en meget intens kamp fra vores side. Vi lægger enormt meget energi i kampen. Spillerne er intense, både dem der starter kampen, og dem der kommer til fra bænken, så vi holder et godt energisk niveau gennem hele kampen. Dertil har vi mere flow i vores angreb,” siger Head Coach Jesper Krone og forklarer, at Hørsholms Liga-damer gradvist forbedrer sammenspillet.
”Vi har fået mere forståelse for hinanden efter, at vi har trænet nogle flere gange sammen selvfølgelig og fået spillet nogle kampe. Vores angreb flød en lille smule bedre, end det har gjort i de andre kampe,” siger han og forklarer, at netop fokus på spillet er i højsædet.
”Vi holder stor fokus på vores proces og forsøger at holde fokus på det, vi gør på banen, både i angreb og forsvar og ikke lige så meget fokus på scoretavlen. Den kan vi alligevel ikke kontrollere så meget. Det er klart den primære årsag til, at vi ender med at vinde denne her kamp, men vigtigst af alt var vores aftale, at vi ville lægge en procent på alle sammen fra det, vi gjorde i kampen før, og det synes jeg i den grad, vi gjorde”.
2. Det var Kronen på værket
”Jeg vil fremhæve vores enorme energi i forsvaret. Det manglede intet tidspunkt, så vi spillede 40 minutter med intensitet, med vilje, med gejst, og også med en fysik. Og det er for mig kronen på værket i denne her kamp”.
3. Det var tager vi med til næste kamp
”Vi skal op imod Falcon næste gang. Det vi tager med fra weekenden ind i den kamp, det er, at vi netop kan spille fysisk, energisk og hurtigt. Og det har vi behov for, for at kunne spille med mod Falcon, som har fart i deres spil. De er meget intense, og det skal vi kunne matche, og det har vi lige vist, at vi godt kan, spille hurtigt og lykkedes med det.
Næste kamp mod Falcon spilles 10. oktober i Bülowshallen på Frederiksberg kl. 14.